Vejledning i 8. klasse

I 8. klasse bliver du introduceret til uddannelsessystemet, så du kan vælge den rigtige uddannelse efter 9. klasse

I 8. klasse skal du begynde at gøre dig tanker om dit uddannelsesønske efter 9. klasse. Du introduceres til uddannelsessystemet gennem introduktionskurser på ungdomsuddannelserne og den elektroniske uddannelsesportal UddannelsesGuiden. På UddannelsesGuiden kan du og dine forældre finde alle oplysninger om uddannelser og få svar på mange spørgsmål.

I løbet af 8. klasse skal dine lærere og din UU-vejleder vurdere, om du er uddannelsesparat. Det betyder, at de skal vurdere, om du er klar til at begynde på en ungdomsuddannelse efter 9. klasse. Din lærer og UU-vejleder vil fortælle dig mere om det i løbet af efteråret i 8. klasse.

Du skal i løbet af 8. klasse udarbejde en uddannelsesplan, som er en del af din elevplan. Uddannelsesplanen skal du arbejde videre med i 9. klasse.

I 8. klasse skal du ud og opleve ungdomsuddannelser som et led i arbejdet med din egen uddannelsesplan. Du skal besøge to ungdomsuddannelser, som du selv vælger. Det ene besøg varer 2 dage, og det andet varer 3 dage. I 8. klasse kaldes disse besøg for introduktionskurser, og det ene besøg skal være en erhvervsrettet ungdomsuddannelse.

På de tre kurser lægges der vægt på den brede orientering og på, at du får en fornemmelse af ungdomsuddannelserne. Du bliver undervist på hold, som har elever fra 8. klasse fra flere skoler. Du får desuden lejlighed til:

  • At opleve det sociale studiemiljø
  • At opleve typiske sider af den faglige undervisning
  • At danne egne indtryk af indhold og krav
  • At se og møde elever, som går på uddannelsen
  • At få kendskab til muligheder for senere uddannelse og erhverv.

Din UU-vejleder er ansvarlig for tilmeldingen, som foregår i samråd med dine forældre og skolen. Eventuelle transportudgifter dækkes efter gældende regler.

Alle folkeskoler i Randers afvikler en såkaldt virksomhedsuge, hvor alle elever gennem gruppepraktikker gør sig erfaringer på arbejdsmarkedet og bliver klogere på uddannelses- og jobmuligheder.

Læs mere om virksomhedsugerne.

Der er desuden andre forskellige muligheder for at komme i praktik. Praksis for dette varierer imidlertid fra skole til skole.

Kontakt skolen eller skolens UU-vejleder for at høre nærmere eller læs mere på Undervisningsministeriets hjemmeside.

DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. De kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste. Senest besøgte 68.000 mennesker DM i Skills i løbet af mesterskabets tre dage.

DM i Skills giver de unge chancen for at vise deres talenter. Det er desuden med til at skærpe deres faglige niveau og vise omverdenen - heriblandt grundskoleelever - erhvervsuddannelsernes mangeartede og spændende muligheder.

Stafet for 8. klasser

Sideløbende med Danmarksmesterskabet afholdes der en stafet for en række 8. klasser. Hver enkelt skole i Randers Kommune afholder i efteråret en konkurrence i klasselokalet arrangeret af Tradium. Forløbet varer to timer og giver eleverne mulighed for at vise nye evner i forskellige kategorier. Klassens vinderhold går videre til semifinalen, hvor de møder alle vinderne fra skoler i Randers Kommune på Tradium. De to bedste hold går videre til landsfinalen.

Læs mere på DM i Skills' hjemmeside.

I 8. klasse begynder vi arbejdet med en foreløbig uddannelsesplan, der skal indeholde dine overvejelser og planer for videre uddannelse.

Omdrejningspunktet i dette skoleår vil være dit udbytte af de forskellige vejledningsaktiviteter, og den laves i et samarbejde med UU-vejleder, lærere og forældre.

Hvis der aftales særlige skole- eller vejledningsindsatser for dig, vil de også fremgå af den foreløbige uddannelsesplan. 

Vi sørger for, at planen fungerer i sammenhæng med den kommunikation, I har med skolen via meddelelsesbogen.

Er du en af de få heldige, som har fået tildelt en mentor hos Talentspejderne? Årsagen er, at du er blevet udvalgt, fordi din UU-vejleder og dine lærere kan se, at du ved at få en talentspejder kan udvikle dine evner og talenter. Du vil også kunne få hjælp og støtte til at klare dig bedre i skolen, så du senere kan få en uddannelse.

Ved de første møder med din mentor kan du måske føle dig lidt usikker, nervøs og måske også lidt genert. Men når du først begynder at lære din mentor bedre at kende, bliver det meget lettere.

I starten vil din mentor stille dig spørgsmål og være interesseret i, hvad du laver i din fritid, og hvordan det går i skolen for at lære dig bedre at kende. Herefter vil I sammen blive enige om, hvad I skal lave på jeres ugentlige møder. Du forpligter dig til at deltage i 24 møder efter skoletid.

Ved jeres møder, som typisk vil foregå på din mentors arbejdsplads, vil I arbejde med spændende udviklingsopgaver såsom øvelser, sjove test, projekter, hygge, leg, spil, samtaler, m.m.

Din UU-vejleder taler med dig og dine forældre, inden du tilmeldes projektet.

Læs mere på Talentspejdernes hjemmeside.

En uddannelsesparathedsvurdering er skolens og vejlederens vurdering af dit barns forudsætninger for at starte på en ungdomsuddannelse.

Vurderingen i 8. klasse vil give dit barn en tidlig pejling på, hvilke typer han/hun er parat til, og hvilke typer han/hun skal arbejde med at blive parat til.

Læs mere om uddannelsesparathedsvurdering på UddannelsesGuiden.

Et politisk flertal på Christiansborg har i april 2023 aftalt at fjerne uddannelsesparathedsvurderingen af skoleåret 2024/25. Derefter er optagelseskrav til ungdomsuddannelserne knyttet til de gældende karakterkrav.

Lovgivningsarbejdet pågår i efteråret 2023, men det betyder på nuværende tidspunkt, at uddannelsesparathedsvurderingen skal gennemføres for 8. årgang. Det skal den også selvom det er aftalt, at den bortfalder, inden jeres børn skal søge op optagelse på en ungdomsuddannelse om ca. 1½ år.

I UU følger vi lovgivningsprocessen tæt og vil informere både her på hjemmesiden og direkte til relevante forældre/elever, hvis der kommer nyt.

Læs om aftalen om uddannelsesparathedsvurdering.