Vejledning i 7. klasse

I 7. klasse skal du lære om uddannelsessystemet, så du forberedes til at vælge uddannelse efter 9. klasse

I 7. klasse begynder mange elever deres første overvejelser omkring valg af uddannelse efter grundskolen.

Fra 7. klasse skal meddelelsesbogen indeholder overvejelser om uddannelse, og der skal være en opmærksomhed på de faglige krav, der skal til for at blive optaget på en uddannelse. Det varierer fra skole til skole, hvordan man arbejder med meddelelsesbog, så det vil I blive orienteret om af jeres egen skole.

En vejleder fra Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) vil i slutningen af 7. klasse komme ind i alle klasser og give den første orientering omkring uddannelsessystemet, valg af uddannelse og samarbejdet med UU.   

Hvis du selv vil begynde at kigge lidt på uddannelserne, kan du gå ind på UddannelsesGuiden, hvor du kan læse om alle uddannelsesmuligheder i Danmark og i udlandet. Med dit UNI-C Login kan du på www.minfremtid.dk læse mere om uddannelser og job.

Er du en af de få heldige, som har fået tildelt en mentor hos Talentspejderne? Årsagen er, at du er blevet udvalgt, fordi din UU-vejleder og dine lærere kan se, at du ved at få en talentspejder kan udvikle dine evner og talenter. Du vil også kunne få hjælp og støtte til at klare dig bedre i skolen, så du senere kan få en uddannelse.

Ved de første møder med din mentor kan du måske føle dig lidt usikker, nervøs og måske også lidt genert. Men når du først begynder at lære din mentor bedre at kende, bliver det meget lettere.

I starten vil din mentor stille dig spørgsmål og være interesseret i, hvad du laver i din fritid, og hvordan det går i skolen for at lære dig bedre at kende. Herefter vil I sammen blive enige om, hvad I skal lave på jeres ugentlige møder. Du forpligter dig til at deltage i 24 møder efter skoletid.

Ved jeres møder, som typisk vil foregå på din mentors arbejdsplads, vil I arbejde med spændende udviklingsopgaver såsom øvelser, sjove test, projekter, hygge, leg, spil, samtaler, m.m.

Din UU-vejleder taler med dig og dine forældre, inden du tilmeldes projektet.

Læs mere på Talentspejdernes hjemmeside.