Vejledning i 10. klasse

I 10. klasse deltager du bl.a. i obligatoriske brobygningsforløb. Du kan også komme i erhvervspraktik

Da 10. klasse er et afklaringsforløb, skal alle deltage i brobygningsforløb til ungdomsuddannelserne. Disse forløb har en varighed af to og tre dage, hvoraf mindst det ene forløb skal foregå på en erhvervsskole.

Udover den obligatoriske brobygning har du mulighed for at deltage i brobygning på erhvervsuddannelser samt erhvervspraktik. Derudover skal du lave en OSO-opgave (Obligatorisk Selvvalgt Opgave), som omhandler dit valg af job og uddannelse.

Ønsker om brobygning og erhvervspraktik skal hænge sammen med dine planer om valg af ungdomsuddannelse efter 10. klasse. Vejledning i 10. klasse fokuserer på, hvad du skal efter 10. klasse. Skal du i gang med en ungdomsuddannelse? Eller har du brug for at prøve noget helt andet end at gå i skole? Dette skal vejledningen hjælpe dig med at afklare.

For at kunne træffe det rette uddannelsesvalg er det vigtigt, at du har et klart billede af dig selv, dine arbejdsvaner, interesser, evner og styrker. Derfor skal du fortsætte arbejdet med din uddannelsesplan i samarbejde med dine forældre, lærere og din UU-vejleder. Hvis du søger ind på en ungdomsuddannelse efter 10. klasse, har din parathedsvurdering en betydning for optagelse på uddannelsen.

Din uddannelsesplan ligger på Ung.unoung.dk. Her skal du logge ind med dit UNI-C login, som du har fået af skolen.

Som en del af vejledningen kan din UU-vejleder tilbyde dig en mentor. Det kan være en stor udfordring at starte på en ungdomsuddannelse. Skoletræthed, problemer med at komme op om morgenen, usikkerheden ved at starte et nyt sted og møde mange nye mennesker kan virke som uoverskuelige forhindringer i forhold til at komme i gang med en uddannelse.

Derfor har nogle unge brug for lidt ekstra hjælp til at få en god start på den ønskede ungdomsuddannelse - det kan for eksempel være en mentor som i en afgrænset periode kan støtte den unge og være med til at give den unge en god start på ungdomsuddannelsen.

UU Randers har mulighed for at tilbyde en mentor til unge i 9. og 10. klasse i overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse.

Kontakt din UU-vejleder for at høre nærmere om mentorordningen.

Uddannelsesplanen laves af dig i samarbejde med dine lærere og forældre. Planen skal handle om dine ønsker og tanker for videre uddannelse.

Uddannelsesplanen er en plan for den fortsatte uddannelse. Alle unge under 18 år skal have en uddannelsesplan. Uddannelsesplanen revideres ved ændringer.

I de fleste tilfælde er det Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU), der har ansvaret for, at du udarbejder eller ændrer din uddannelsesplan.

Dine forældre skal inddrages, og alle tre parter skal skrive under på uddannelsesplanen.

I 10. klasse skal du deltage i to brobygningsforløb (hhv. to og tre dage), som er relevante i forhold til din uddannelsesplan. Mindst et af forløbene skal være på en erhvervsuddannelse. Der er også mulighed for at kombinere brobygning med praktik.

Ved at deltage i brobygning får du mulighed for:

  • at opleve et studieforløb
  • at deltage i den faglige undervisning
  • at få kendskab til generelle og karakteristiske fag
  • at få erfaringer med lektier, metoder, omgangsform, regler m.m.
  • at gøre egne erfaringer med det sociale liv og skolekultur
  • at møde elever og lærere på uddannelsen
  • at få kendskab til krav og muligheder for senere uddannelse
  • at få viden som du kan bruge ved den obligatoriske selvvalgte opgave i 10. klasse.

UU-vejlederen er ansvarlig for tilmelding, som foregår i samarbejde med dine forældre og skolen. Eventuelle transportudgifter dækkes efter gældende regler.