Sygeplejerske

Som sygeplejerske sætter sætter du en ære i at se på det hele menneske og har omsorg og professionel indlevelse i højsædet.

Du evner at begå dig i en til tider hektisk og udfordrende hverdag, hvor dine menneskelige værdier og høje faglighed udgør fundamentet for din personlige udvikling.

Sundhedssektoren er delt op i mange specialer, hvor fokus er centreret på enkelte dele. Derfor er du som sygeplejerske ofte det led, der binder det hele sammen for de mennesker, der af den ene eller anden årsag befinder sig i systemet.

Fremtidige jobs, videregående uddannelse og efteruddannelse

Med en sygeplejerskeuddannelse i ryggen har du rigtig mange muligheder, når du indleder din fremtidige karriere. Det er ikke ualmindeligt, at du først kan gøre dig tanker om videregående uddannelse og efteruddannelse, når du har været ansat som sygeplejerske i en periode. Derfor er det en fordel, at du som sygeplejerske har mange muligheder for job – både i det private og det offentlige. Med en dansk autorisation som sygeplejerske kan du søge arbejde både i og uden for Danmark.

Ved Sygeplejerskeuddannelsen i Randers får du en adgangsgivende professionsbachelor, som giver mulighed for at læse videre på relevante master- og kandidatuddannelser i sygepleje (cand.cur.). Du kan også vælge at udbygge din professionsbachelor med en suppleringsuddannelse (6 mdr.) inden for det sundhedsfaglige felt. Det giver adgang til tværfaglige master- og kandidatuddannelser, såsom den sundhedsfaglige kandidatuddannelse cand.scient.san. Med din brede grundlæggende faglighed fra sygeplejerskeuddannelsen får du måske smag for en speciel del af faget, som du efterfølgende ønsker at fokusere mere på. Du kan således specialisere dig som anæstesi-, psykiatri- eller intensivsygeplejerske.

Skulle du i udførelsen af dit sygeplejerskearbejde få ambition og interesse indenfor undervisning, forskning, ledelse eller udvikling, kan du efter to års erhvervserfaring søge optagelse på den VIAs internationale masteruddannelse i sygepleje, der udbydes i Viborg.

Uddannelsens hovedfokusområder

Hvert af uddannelsens 14 moduler er med til at skabe fokus på bestemte færdigheder hos sygeplejersken, som tilsammen udgør et faststøbt fundament for at starte karrieren.

  • Modul 1 - Fag og profession. Sygepleje; biokemi og biofysik; anatomi og fysiologi
  • Modul 2 - Sundhed og sygdom. Sygepleje; anatomi og fysiologi; mikrobiologi; ergonomi
  • Modul 3 - Somatisk sygdom og lidelse. Sygepleje; anatomi og fysiologi, herunder genetik; sygdomslære og patologi;   ernæringslære og diætetik
  • Modul 4 - Grundlæggende klinisk virksomhed. Sygepleje; anatomi og fysiologi; mikrobiologi; ernæringslære og diætetik
  • Modul 5 - Tværfagligt modul. Folkesundhed; sundhedsinformatik; sygdomslære; organisation og ledelse; jura, herunder social- og sundhedslovgivning; sociologi – sundhedsantropologi
  • Modul 6 - Kronisk syge patienter og borgere i eget hjem. Sygepleje; folkesundhed
  • Modul 7 - Relationer og interaktioner. Sygepleje; farmakologi; psykologi; pædagogik; kommunikation
  • Modul 8 - Psykisk syge patienter/borgere og udsatte grupper
  • Modul 9 - Etik og Videnbaseret virksomhed: Sygepleje, filosofi, religion og etik, videnskabsteori og forskningsmetodologi
  • Modul 10 - Akut og kritisk syge patienter/borgere: Sygepleje, farmakologi, sygdomslære og organisation, administration og ledelse
  • Modul 11 - Kompleks klinisk virksomhed: Sygepleje, filosofi, religion og etik, sygdomslære og farmakologi
  • Modul 12 - Selvstændig professionsudøvelse: Sygepleje, sundhedsinformatik og organisation og ledelse
  • Modul 13 - valgmodul: Praksis-, udviklings- og forskningsviden
  • Modul 14 - bachelorprojekt

Fakta om uddannelsen

Sygeplejerskeuddannelsen varer tre og et halvt år. Den er opdelt i 14 moduler, som hver for sig har fokus på et sygeplejefagligt tema, og som enkeltvis udgør et afsluttet forløb. Uddannelsen veksler mellem teoretisk og klinisk undervisning – klinisk undervisning i sygeplejerskeuddannelsen er det samme som praktik. Den teoretiske undervisning foregår på uddannelsesstedet, mens den kliniske undervisning foregår på sygehusene, i den kommunale hjemmepleje og på uddannelsesstedernes færdighedslaboratorier.

Læs mere om uddannelsen

VIA University College
Sygeplejerskeuddannelsen i Randers
Jens Otto Krags Plads 3
8900 Randers C

Tlf.nr.: 8755 21 55
E-mail: sir@viauc.dk