Hvorfor skal jeg vælge denne uddannelse?
På Tradium kan du tage en statsautoriseret
fodterapeut-uddannelse. Den giver dig mulighed for at arbejde med en bred vifte af mennesker fra ældre personer med eksempelvis sukkersyge til børns fodproblemer. Arbejdet indeholder både rådgivning og praktisk håndarbejde som fremstilling af indlæg.
Tradium består af to traditionsrige, velrenommerede uddannelsesinstitutioner med rødder helt tilbage i 1800-tallet. Skolen forener tradition og fornyelse og ophæver kløften mellem det merkantile og det tekniske.
Fremtidige jobs, videregående uddannelse og efteruddannelse
En fodterapeut behandler fødder med forskellige lidelser. Især hos ældre eller personer med sygdomme som fx sukkersyge og kredsløbssygdomme, der kræver særlig pleje af fødderne. Derudover arbejder fodterapeuten med rådgivning og forebyggelse. Fodproblemer i relation til børn og unge er ligeledes et vigtigt område.
Arbejdet består også i at fremstille indlæg til fodtøj, vejlede om fodtøj, fodgymnastik samt behandle nedgroede negle m.m. En fodterapeut kan henvise til læge og orientere om mulighederne for tilskud til behandlingen.
Tradium og Landsforeningen af Statsautoriserede Fodterapeuter afholder efteruddannelseskurser.
Uddannelsens hovedfokusområder
Hele uddannelsen foregår på skolen uden praktik, men der er praktiske timer og kliniktimer undervejs, så du får erfaring med det praktiske håndelag. Uddannelsen består af tre moduler:
-
Fodterapeutens almene funktioner
-
Fodterapeutens specifikke arbejdsområder
-
Fodterapeutens selvstændige varetagelse af specifikke arbejdsområder
Du får desuden undervisning i administrative opgaver.
Fakta om uddannelsen
Uddannelsen varer 1½ år. Tradium optager hvert halvår 22 nye fodterapeut-elever.
Du kan søge om optagelse, hvis du har folkeskolens afgangsprøve med dansk, regning/matematik, fysik/kemi eller tilsvarende skolekundskaber. Andre muligheder for optagelse er erhvervserfaring fra plejesektoren og grundkursus i førstehjælp. Derudover lægges der vægt på modenhed. Læs om yderligere krav til optagelse (pdf).
Der er optag minimum 2 gange om året. Ansøgningsfristerne er 31. marts og 30. september.
Er du interesseret i at læse mere om uddannelsen, så tjek www.tradium.dk

Tradium
Vester Allé 26
8900 Randers
Tlf. 87 100 400